Forord
Havarikommissionen undersøger ulykker og hændelser på jernbaneområdet med henblik på at forbedre jernbanesikkerheden og forebygge ulykker.
I overensstemmelse med jernbaneloven afspejler dette statement Havarikommissionens undersøgelser og sikkerhedsmæssige vurderinger af omstændighederne ved ulykken eller hændelsen samt dens årsager og konsekvenser.
Undersøgelserne har alene et jernbanesikkerhedsmæssigt formål og tager ikke sigte på at placere skyld eller erstatningsansvar. Derfor kan enhver brug af dette statement til andre formål end at forbedre jernbanesikkerheden eller forebygge jernbaneulykker og -hændelser, føre til fejlagtige eller misvisende fortolkninger.
Eftertryk - også i uddrag - er tilladt med tydelig kildeangivelse.
Generelt
|
Sagsnummer: |
2024-321 |
|
Dato: |
14-06-2024 |
|
Tidspunkt: |
22:07 |
|
Sted: |
Km 19,2 Svejbæk-Laven |
|
Uheldstype: |
Ulykke |
|
Uheldskategori: |
Kollision |
|
Kørselskategori: |
Togkørsel |
|
Infrastrukturforvalter: |
Banedanmark |
|
Jernbanevirksomhed: |
GoCollective |
Personskade
|
Omkomne |
Alvorligt tilskadekomne |
Lettere tilskadekomne |
|
|
Passagerer: |
|
|
|
|
Personale: |
|
|
|
|
Personer i overkørsel: |
|
|
|
|
Uautoriseret: |
|
|
|
|
Andre: |
|
|
|
Underretning
Havarikommissionen fik d. 14-06-2024 kl. 22:20 meddelelse om, at tog 95374, som følge af en kollision med en tabt rundballe, var afsporet i overkørsel 32 mellem Svejbæk og Laven.
På baggrund af de informationer Havarikommissionen modtog på ulykkesdagen, og at hændelsen under lidt andre omstændigheder kunne have medført en alvorlig ulykke, besluttede Havarikommissionen at gennemføre en undersøgelse jf. Jernbaneloven (Lov nr. 686 af 27/07/2015) §81.
Beskrivelse
D. 14-06-2024 kl. 22:07 kolliderede regionaltog 95374 med en traktors frontlæsser og en rundballe (wrapballe) umiddelbart før overkørsel 32 (Dynæsvej) mellem Svejbæk og Laven.
Kollisionen skete i km 19,2 på strækning 35 mellem Svejbæk og Laven. Strækningen var enkelsporet, udstyret med ETCS (European Train Control System) og fjernstyret fra Banedanmarks Trafikkontrolcenter i Fredericia.

Selve uheldsstedet var beliggende i et område nær Julsø, hvor landskabet var meget kuperet, og sporets forløb kurvede. Den tilladte hastighed var her 100 km/t.
En traktorfører, der var i gang med presning af rundballer på en mark, som skrånede ned mod jernbanen, har til undersøgelsen oplyst, at en af rundballerne på et tidspunkt satte sig fast i maskinen, og han derfor gik ud for at få den frigjort. Det lykkedes, men rundballen begyndte derefter at trille ned af bakken i retning af jernbanen.
Traktorføreren forsøgte at indhente den løbske rundballe med sin traktor, men måtte konstatere, at rundballen først stoppede, da den nåde jernbanen og lå midt på sporet.
I forsøget på at få fjernet rundballen med traktorens frontlæsser, satte traktoren sig fast i grøften med frontlæsseren indenfor togets profil.

Traktorføreren ringede til alarmcentralen (112) fra sin mobiltelefon (kl. 22:05 jf. telefonens opkaldsliste) for at få standset togtrafikken. Han forklarede, hvad der var sket, og at han befandt sig imellem Ry og Silkeborg, samt at han ikke selv kunne fjerne rundballen, da den vejede ca. 750 kg. Samtalen blev herefter afbrudt pga. dårlig mobildækning/forbindelse i området.
Traktorføreren foretog et nyt opkald til alarmcentralen, men der gik ikke længe før, at han så toget komme kørende rundt i kurven ca. 150-200 meter fra traktoren. Få sekunder efter ramte toget traktorens frontlæsser. Efter kollisionen tog traktorfører kontakt til lokomotivføreren, og herefter ringede han til alarmcentralen igen, hvortil han oplyste, at det var sket et sammenstød.
Lokomotivføreren har forklaret, at da han kom kørende i kurven, bemærkede han, at der var noget stort/en hindring i sporet ca. 200 meter forude. Han farebremsede derefter toget.
Kort efter ramte venstre side af togets front frontlæsseren og rundballen. Frontlæsseren skrabede hen af siden på toget, hvorved flere ruder i togets venstre side blev ødelagt, og rundballen blev skubbet foran toget. Da rundballen nåede overkørslen, satte den sig i klemme mellem overkørslens strails (køreplader til vejtrafik) og toget, hvorved togets forende løftede sig og forreste bogie afsporede.
Toget standsede ca. 25 meter efter overkørslen. Lokomotivføreren gik igennem toget og konstaterede, at hverken han, de 41 passagerer der var ombord eller traktorføreren, var kommet til skade. Det blev efterfølgende oplyst, at to passagerer var blevet undersøgt for skader, men ingen blev vurderet behandlingskrævende.
Togsættet var litra Lint nr. 1007.
Af togets havarilog fremgik, at toget kørte fra perronen i Svejbæk i retning mod Laven kl. 22:04:22, samt at lokomotivføreren aktiverede farebremsen kl. 22:07:01. Toget kørte på det tidspunkt med en hastighed på 96 km/t, 20 sekunder og 238 meter senere var toget bragt til standsning.
Skaderne på infrastrukturen har Banedanmark opgjort til ca. 60.000 kr. Skaderne på traktoren blev vurderet til 150-200.000 kr. og GoCollective har oplyst, at skaderne på togsæt 1007 ca. var 2.400.000 kr.




Havarikommissionens undersøgelsesforløb
Kontakt til Havarikommissionen
Hvis du har spørgsmål til denne publikation, er du meget velkommen til at kontakte os.
