Forord

Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane (Havarikommissionen) er en uafhængig statslig organisation, der har til formål at undersøge havarier, ulykker og hændelser inden for luftfart og jernbane.

Havarikommissionen undersøger flyvehavarier og alvorlige flyvehændelser med henblik på at forebygge sådanne. Sikkerhedsundersøgelserne omfatter civile luftfartøjer over eller på dansk territorium samt uden for dansk territorium, hvor dansk registrerede civile luftfartøjer er involveret, medmindre det, med fremmed stat, er aftalt, at denne foretager sikkerhedsundersøgelsen.

I overensstemmelse med EU-forordningen 996/2010, luftfartsloven og ICAO bilag 13 afspejler dette statement Havarikommissionens tekniske og operative vurdering af det indtrufnes omstændigheder, dets årsager og konsekvenser.

Sikkerhedsundersøgelserne har alene et flyvesikkerhedsmæssigt formål og tager ikke sigte på at placere skyld eller ansvar. Derfor kan enhver brug af dette statement til andre formål end at forebygge fremtidige flyvehavarier og alvorlige flyvehændelser føre til fejlagtige eller misvisende fortolkninger.

Eftertryk med kildeangivelse må offentliggøres uden særskilt tilladelse.

Generelt

Sagsnummer:

2026-242

UTC dato:

09-05-2026

UTC tid:

12:00

Begivenhed:

Havari

Sted:

Gørløse Svæveflyveplads (EKGL)

Personskade:

Ingen

Registrering:

OY-XRS

Luftfartøjstype:

Schempp-Hirth Discus b

Flyveregler:

Visuelflyvereglerne (VFR)

Operationstype:

Privat

Flyvefase:

Start

Luftfartøjskategori:

Svævefly

Sidste afgangssted:

EKGL

Planlagt landingssted:

EKGL

Skade på luftfartøj:

Væsentligt

Vejrforhold:

Visuelle (VMC)

Lysforhold:

Dagslys

 

Notifikation

Alle tidsangivelser i dette statement er koordineret universaltid (UTC).

Luftfartsenheden i Havarikommissionen modtog meddelelse om havariet fra Dansk Svæveflyver Union (DSvU) d. 09-05-2026 kl. 12:30.

Havarikommissionen notificerede the European Aviation Safety Agency (EASA), the Directorate General for Mobility and Transport (DG Move), die Bundesstelle für Flugunfalluntersuchung (BFU) og Trafikstyrelsen om havariet d. 10-05-2026 kl. 06:20.

 

Faktuelle oplysninger

Flyvningens forløb

Havariet skete under en lokal privat træningsflyvning fra Gørløse (EKGL).

Det var svæveflypilotens første start denne dag samt første start i forbindelse med omskoling til svæveflytypen Discus b.

Svæveflypiloten gennemførte den daglige inspektion uden anmærkninger, og der blev heller ikke konstateret fejl under cockpitchecket.

Svæveflyet blev opstillet bag og koblet til slæbeflyet, hvorefter begge fly påbegyndte et normalt startrul på bane 10. Svæveflypiloten oplevede, at slæbeflyet ramte en ujævnhed i startbanen, hvilket medførte, at slæbeflyet lettede 10-15 meter (m) op over banen. Slæbeflypiloten fastholdt højden og fortsatte accelerationen til en flyvehastighed på ca. 70-75 miles per hour (mph), før opstigningen blev indledt.

Svæveflypiloten forsøgte at følge slæbeflyet, men svæveflypilotens styreudslag i forbindelse med at korrigere en for høj position i forhold til slæbeflyet medførte, at svæveflyet begyndte at oscillere.

Ved den østlige bane-ende mistede svæveflypiloten visuel kontakt med slæbeflyet og afbrød herefter starten (udkoblede) i ca. 50 m højde.

Svæveflypiloten foretog et venstredrej mod nord og udførte kort herefter et 180 graders venstresving tilbage mod flyvepladsen med henblik på at lande på tværs af startbanen med landingsafløb på den ”alternative bane 17”, beliggende vest for hangarbygningerne.

Kombinationen af lav højde og høj flyvehastighed medførte, at svæveflyet ikke blev korrekt etableret i baneretningen til bane 17 inden landing. Svæveflyet blev sat i venstre side af bane 17 og fortsatte under landingsafløbet mod banens højre side. Svæveflyet kom til et fuldt stop efter kollision med hegnet til den tilstødende mark.

Tilskadekomst af personer

Tilskadekomst

Besætning

Passagerer

Andre

Omkomne

 

 

 

Alvorlig

 

 

 

Ingen

1

 

 

Skader på luftfartøjet

Svæveflyet fik væsentlige strukturskader på venstre vingeforkant samt højre luftbremse. 

Strukturskade på venstre vingeforkant.Figur 1. Strukturskade på venstre vingeforkant.

Højre luftbremse beskadiget af trådhegn.
Figur 2. Højre luftbremse beskadiget af trådhegn.


Andre skader

Hegnspæle og trådhegn blev beskadiget i forbindelse med havariet.

Meteorologiske oplysninger

Roskilde Lufthavn (EKRK) lå 18 sømil (nm) syd for EKGL.

METAR EKRK


091150Z AUTO 13007KT 090V170 9999 NCD 14/M01 Q1023=
091120Z AUTO 13006KT 100V170 9999 NCD 15/00 Q1023=

Havarikommissionens undersøgelsesforløb

Havarikommissionen har efter en indledende sikkerhedsundersøgelse og med henvisning til artikel 5 i EU-forordning 996/2010 og Luftfartslovens § 138 valgt ikke at foretage yderligere sikkerhedsundersøgelser. Med reference til artikel 16 i EU-forordning 996/2010 og Luftfartslovens § 143 lukkes Havarikommissionens sikkerhedsundersøgelse ved dette statement.

Kontakt til Havarikommissionen

Hvis du har spørgsmål til denne publikation, er du meget velkommen til at kontakte os.

E-mail: aib@havarikommissionen.dk

Telefon: +45 33 14 70 80